Kongen og hans rige

Søndag d. 1/4: luk. 18,14 - 19,44

Hele afsnittet skal i høj grad læses under overskriften om kongen og hans rige.
Først stilles spørgsmålet: Hvem modtager Guds rige? (18,15-30). En blind anråber Davids søn (Messias-kongetitel) og bliver ført i audiens (18,35-43). En lignelse om kongeværdighed som skal anerkendes og oprørske undersåtter og trofaste tjenere (19,11-27). Kongeindtog i Jerusalem: "velsignet være han, som kommer, Kongen, I herrens navn" (19,28-40). Og endeligt gråden over Jerusalem, den store konges by (19,41-44).

Men Lukas er ikke kun optaget af at beskrive Jesus som konge, han vil også korrigere de falske forståelser af Jesu kongedømme og Messias-identitet. Samtiden troede, at Messias skulle være en politisk leder, der skulle smide Rom på porten, og måske troede disciplene også det.

Måske derfor begynder afsnittet med at tale om hvad det vil sige at tage imod Guds rige. Og svaret overrasker den, som tænker om Jesus som en almindelig konge: Børnene formår at tage imod riget, men den rige voksne og indflydelsesrige rådsherre formår det ikke.
Hans hjerte hænger ved pengene. Og selvom det lyder som om de rige mere eller mindre er afskåret fra riget, så taler Jesus dog om hvad der er muligt for Gud - om miraklet.

Og her får vi så syn for sagen, da en rig, udskældt, offentlig kendt synder (Zakæus, for dem som skulle være i tvivl), i 19,1-10 bliver mødt af Jesus, og miraklet sker med ham: hans liv vendes 180 grader og frelsen kommer til ham.

Beretningen om Zakæus forklarer os noget vigtig om den konge Jesus gerne vil være. For her kommer hans kongedømme stærkt til udtryk: Han leder hjerternes revolution, ikke en opstand mod romerne. Hans herredømme begynder i hjertet og vokser ud fra det, og enhver som vil tage imod ham, må begynde med at give ham sit hjertes hengivelse.

En anden vigtig korrektion af deres misforståelse af Jesu kongedømme, kommer i Jesu tale om sit eget kors i 18,31-34. Sådan vil han at hans rige skal folde sig ud. Men disciplene fatter det ikke.

Lige før beretningen om indtoget i Jerusalem, som jo netop er fredskongens indmarch i kongebyen - en stærk symbolsk handling, kommer lignelsen om de betroede pund. Den er på mange måder underfundig. Den minder om de lignelser om betroede tjenere, som vi ser andre steder, men alligevel er den så anderledes. For det første taler den om en fornem mand, der rejser langt væk for at få sin kongeværdighed anerkendt, men som har en oprørsk befolkning, som ikke vil have ham som konge. Den historie kendte Jesu samtid rigtig godt, den var nemlig kong Herodes'. Den handler også om betroede tjenere, som får ansvar i det nye rige i overensstemmelse med deres loyalitet og ansvarlighed. Hvorfor Jesus vælger at bruge Herodes' historie til at forklare gudsriget med, er lidt af en gåde, men der er ingen tvivl om at Jesus var ekspert i at bruge kendte billeder og motiver til at forklare de dybe hemmeligheder i gudsriget.

Afsnittet slutter med Jesu gråd over Jerusalem. Han græder over den fremtid, der venter Jerusalem, og sigter formentligt til ødelæggelsen i år 70. Og den kommer fordi de afviste deres fredskonge - fordi de ikke kendte deres besøgelsestid.

Farisæer og discipel

Søndag d. 25/3: luk. 16,1-18,14

Denne uges lukas-tekst er ret lang, og det kan i udgangspunktet også være svært at finde den røde tråd. Men der faktisk struktur som går gennem hele stykket: Disciplens tro og handlen vs. farisæerens tro handling.

I kap 16. er to lignelser stillet op overfor hinanden, som begge handler om dom og livet i de evige boliger. I den første kommer disciplens forståelse til syne: det verdslige og materielle kan og skal benyttes med henblik på det evige. I den anden udstilles den pengeglade farisæerens groteske adskillelse af den åndelige og det verdslige. Den rige mand troede at det var ligegyldigt hvordan han brugte sine penge. Han så ingen faretruende sammenhæng mellem hans manglende villighed til at sørge for stakkels Lazarus og hans egen evige skæbne. Og det selvom Gamle testamente så tydeligt taler om det.

En discipel kan ikke opdele sin verden i åndeligt og verdsligt. Det hele kommer ind under discipelskabets og troens sfære.

Samme struktur viser sig i kap. 17, 20-37, hvor Jesus taler om Guds riges komme. farisæerne over disciplene. Jesus vil ikke tale med farisæerne om Guds riges fuldkomne (og synlige) komme, de må først forstå at riget allerede er kommet og acceptere ham som dets bringer. Derimod vil Jesus gerneløfte sløret over disciplene, og fortælle om de dage, der skal komme.
Det er også meget i overensstemmelse med afsnittets samlede tema, at Jesus taler om den, der er på taget, som gerne vil ned i huset og hente sine ting, men som må opgive det, for Menneskesønnens dag er kommet. Lots hustrus hjerte hang ved "tingene i huset" og det gamle liv, og derfor mistede hun livet.

Endeligt er både lignelsen om tolderen og farisæeren (luk. 18, 9-14) og om tjenerens vilkår (17,7-10), som siger noget om disciplens indstilling vs. farisæerens. Disciplen stiller sig ikke an som retfærdig overfor mennesker og som en der har fortjent ære og hæder.

Han/hun vender som den ene ud af de ti spedalske tilbage til den Jesus, som har helbredt og renset, og giver ham al ære.

Lost and found - tabt og fundet

Søndag d. 18/3: luk. 15,1-32

Dette kapitel cirkler med tre lignelser om et tema, som handler om at det tabte bliver fundet - det fortabte frelst: et får, en mønt, en søn.

Men hvorfor tre lignelser om det samme tema? Er det for at hamre en simpel pointe fast med syvtommersøm? Nej, der er nok mere at finde i sammenhængen mellem de tre lignelser.

Vi kan begynde med at spørge: Hvem er det der leder? og Hvem er det der glæder sig med finderen?

I første lignelse er det den opsøgende hyrde, i anden lignelse er det kvinden med lampen og i tredje er det den ventende fader. Er der et mønster der virker bekendt? Ja, det klinger lidt af treenigheden, gør det ikke? Og denne sammenhæng ville Lukas sikkert gerne have os til at se, at hele treenigheden er på færde i indsatsen for at finde og frelse den fortabte. Men kvinden med lampen er nok ikke bare et billede på helligånden. Hun er snarere et billede på kirken, og hendes lampe et billede på helligånden, denne metaforik kender vi fra andre steder i NT.
Altså blev Jesus sendt for at opsøge og frelse den fortabte, men det samme er kirken, og den arbejder ika. helligåndens vejledning.

Og måske er netop at læse de tre lignelser sammen afgørende for at forstå dem hver i sær. Hvorfor venter faderen bare på at den fortabte søn skal vende tilbage? Hvorfor opsøger han ham ikke? Lignelserne sammen giver et billede af Gud som både opsøgende, ledende og ventende.

Fælles for de tre lignelser er glæden over den at den fortabte vender tilbage - der er glæde i himmelen, der er glæde i kirken.

Lignelsen om den fortabte søn kunne kræve et blog-indlæg for sig selv. Der er så mange skønne detaljer og facetter: faderen som bliver krænket, men alligevel er villig til at løbe sin søn i møde. velkomsten, festen, ringen, klædningen, men også den skuffede storebror, som ikke kan rumme hvor radikalt faderen tilgiver.

Alt sammen tegnes der et billede af en Gud med en umådelig kærlighed og en tilgivelse, der rækker ud over al rimelighed.

Den snævre port

Søndag d. 11/3: luk. 13,22 - 14,35

Afsnittet indledes med spørgsmålet: "Herre, er det kun nogle få der bliver frelst?", og Jesus svarer: "kæmp for at komme ind af den snævre port; for jeg siger jer: mange skal stræbe efter at komme ind, men de vil ikke kunne".

Det er tydeligt, at vejen til Jerusalem er blevet indledt - vejen til korset. Og den vej byder på mange hårde udsagn til Jesu efterfølgere. Vi har allerede set det i de foregående kapitler, og dette afsnit er bestemt ingen undtagelse.

Men Jesus svarer ikke af den grund bekræftende på om det kun er nogle få, der bliver frelst.

Han svarer ganske rigtig først (v. 24), at det ikke er alle der vil kunne det, og afsnittet slutter da også med en opfordring til disciplene om at de må finde ud af om de er villige (og i stand?) til at betale hele prisen for at være hans discipel. Kan I bygge tårnet færdigt? Har i råd til at føre "krigen" til ende?

Og disse spørgsmål er vigtige for enhver, der vil være en discipel af Jesus. De handler ikke om at skulle frelse sig selv ved at bringe store ofre, men om det modsatte: Er du villig til at lade det nye liv, som Jesus skænker, gå så hårdt ud over det gamle liv, at du står til helt at miste det, du tidligere værdsatte højt og holdt fast i?

Jesus siger: "Sådan kan ingen være min discipel uden at give afkald på alt sit eget" ALT SIT EGET!

På den anden side besvarer han spørgsmålet om hvor mange der skal frelses ved at fortælle om en masse mennesker, der netop bliver frelst (14,7-24). Sagen er bare den, at det ikke er dem, der regnede med at blive frelst, der blev det. Dem, der satte sig selv øverst ved bordet blev ydmyget og sendt væk. Og dem, som ingen troede var inviteret til festen, løb afsted med hæderspladserne.

Jesus peger her ikke bare på de fattige og udstødte, men også på hedningerne (dem, som kommer fra "øst og vest, fra nord og syd" (13,29)). De skulle blive de overraskende gæster ved den store bryllupsfest, som de oprindeligt inviterede (Jesu eget folk, jøderne) afviste invitationen til.

Det smerter Jesus inderligt, hans ønske var at samle sit eget folk under sine vinger og bringe dem frelsen. Men de ville ikke.

Vil du? Vil du ydmyge dig og gå ind under hans vinger? Vil du lade det koste alt dit eget?

Lev årvågent!

Søndag d. 4/3: luk. 12,13 - 13,21

Dette afsnit indledes med at Jesus siger til en mand, som gerne vil have ham til at hjælpe i en arvesag: "hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?"

Derfor er det lidt sjovt, at det afsnit som indledes netop sætter et stærk fokus på Jesus som dømmer og sætter skel mellem mennesker. Men pointen er nok, at vi skal forstå hvordan Jesus dømmer og deler. Han går ikke ind i arvetvister, men han konfronterer det hjerte, der er optaget af penge: "Vær på vagt over for al griskhed". Så fortæller han en lignelse om en bonde, der bliver rig, men som ikke lever sit liv i lyset af at Gud skal dømme hans liv. En mand som ikke ser, at den vigtigste del af livet finder sted i de evige boliger - en mand, der lever som om der ikke var nogen Gud.

v. 22-32 Som modsætning til billedet at den rige bonde viser Jesus det liv, der som sin forudsætning har Guds omsorg og forsørgelse. Uden bekymringer, ængstelighed og frygt. Gud har besluttet give sin lille folk riget, og derfor er det tid til at slippe det jordiske og investere i det himmelske.

v. 35-48 Temaet omkring det at leve årvågent i stadig bevidsthed om at Jesus en dag vil komme for at dømme ens liv fortsætter i denne beretning om herrens tjenere. Den som gør sit job og holder sig vågen kan leve uden frygt, han kan glæde sig til at herren kommer - for han har lovet en fest med god opvartning. Men den som ikke gør hvad han har fået besked på, og som bliver doven og ligegyldig ift. at herren en dag kommer tilbage, han får en hård skæbne.

Der er en stor alvor her: Den som har fået meget betroet, af ham skal der forlanges meget.

Og det samme tema fortsættes i talen om at tyde tidens tegn og blive forligt på vej til dommeren (v.54-59). Hvis I ved at godt vejr eller uvejr er på vej, så forbereder I jer da! Hvis du ved at din modpart vil kræve en dyr erstatning af dig overfor dommeren, så gør da dit bedste for at blive forligt med ham! Lev dog med den fremtid du er på vej mod for øje! Alt andet ville være vanvid.

I begyndelse af kap. 13 kommer der så en lille afklaring af hvordan Jesu dom ser ud. Er det Guds straf over synder, når der sker onde ting for mennesker? Sådan tænkte mange i samtiden.
Nej, sådan er det ikke, men det onde, der er synligt i ulykken kan udmærket bruges som et billede på den ulykke/dom, der vil ramme alle, som ikke omvender sig. Og alle, der ikke bærer frugt i overensstemmelse med deres bestemmelse.

Guds stærke finger - Helligånden

Søndag d. 26/2: Luk. 11,1 - 12,12

Denne uges tekst begynder med at sætte bønnen på dagsordenen.

Disciplene har iagttaget Jesus bede, og de har hørt at Johannes døbers disciple er blevet undervist i at bede, så nu spørger de Jesus om at lære dem at bede.

Og Jesus gør det på forskellig vis.

Først giver han dem en konkret model fro bønnen i fadervor (11, 2-4), konkrete bønner, så de kunne forstå hvordan de kan tiltale deres himmelske far og hvilke ting der er relevante at lægge frem for ham. Ikke for at låse disciplenes bønsliv inde i nogle faste formuleringer, men for at låse det op ved at gøre det tilgængeligt og praktisk.

Dernæst fortæller han en lignelse om at bede påtrængende (v.5-10) - viser dem en praksis for bønnen, der handler om at banke på i tide og utide i tillid til at bønnen virker.

For det tredje giver han dem en base at stå på i deres bøn i v.11-13: Jeres far er god, og han vil give jer gode gaver. Den som ved det, beder anderledes end den, som tror at faderen ikke er interesseret eller kølig i sin hengivelse.

Lidt interessant er det, at Lukas bringer Helligånden på banen her. Hvad er den gode gave, som Gud fader vil give sine børn? Det er Helligånden. På den måde gør Lukas det også klart, at "konge-bønnen" i en kristens bønsliv er bønnen om Helligånden. For i den modtager vi substansen og kraften i det nye liv. Den overbeviser os om synd, den skaber kirken og lader riget vokse frem i og omkring os.

Og dette tages netop videre ind i beretningen om dæmonen som uddrives, og beskyldningerne om at Jesus uddriver ved hjælp af Beelzebul (v. 14-23). Nej, siger Jesus, det er ved Guds finger. Og hvem anden end Helligånden er det? Helligånden er den stærkere kraft, der overvinder den stærke (Satan), og denne stærkere kraft vil Gud give til den, som vil bede om den.

v. 24-28 Og vi har brug for at helligånden tager bolig i os - den som bare vil have ryddet os i sit liv uden modtage Helligåndens fylde får et slemt endeligt! Måske er der en hilsen til de Jødiske eksorcister, som Jesus netop har omtalt. Driver de bare dæmonen ud uden at kunne give det indhold, som skal holde personen åndeligt i live? Salig er de, som hører Guds ord og bevarer det.

Helligånden ønsker at tage bolig i vort indre, og forvandle vort liv indefra og ud. Når øjet er klart, så er hele legemet i lys (v. 33-36), og den, som vil være en Jesu discipel, kan ikke leve i de ydre gerninger, han/hun må først og fremmest give sit indre som en gave til Gud (v. 37-44).

For det er ikke muligt at holde et indre, der er fuldt af "rovlyst og ondskab" skjult. Det vil komme for en dag. Hvad der hemmeligt hviskes om i krogene vil blive råbt ud fra tagene (12,1-4).

Første erhverspraktik

Søndag d. 12/2: Luk. 9,1-50

Denne uges læsning står under overskriften: erhvervspraktik, disciplene bliver sendt ud for første gang til at uddrive dæmoner og helbrede syge. de skal gå i tro uden en tung oppakning, og de skal stole på at Gud giver dem husly og mulighed for at forkynde evangeliet.

Og når vi nu er i afdelingen for uddannelse af disciple, så fortsætter den efter hjemkomsten fra første mission-tur. For en menneskemængde på 5000 mænd (+ kvinder og børn) stimler sammen, og da de bliver sultne, giver Jesus disciplene følgende termins-opgave: "giv dem noget at spise". Deres besvarelse af den opgave viser ret tydeligt, at der er meget at lære endnu, og det samme gør episoden med uddrivelsen af en dæmon i v. 37-43. For slet ikke at snakke om den umodne debat om at være den største v. 46-48.

Men der er også noget disciplene er begyndt at fatte. Peter bekender at Jesus er Messias, og denne bekendelse markerer faktisk et vendepunkt i hele beretningen om Jesu liv: nu begynder han at forklare disciplene, at han skal lide og dø - og opstå. Og der kommer et nyt aspekt i fortællingen, som igen og igen skal vise sig: korset. Vandringen mod Jerusalem er i gang.

I Jerusalem er der et kors som Jesus skal bære, men der er tilsyneladende også et kors, som disciplene skal bære. I korset mødes den yderste fornedrelse med den største sejr og herlighed, og de to ting kan ikke adskilles.

Det udtrykkes meget tydeligt i den måde som hårde ord om efterfølgelse stilles ret op ad en vidunderlig beretning om åbenbaring af Jesu herlighed på bjerget. På samme måde svarer Jesus i v. 43-44 på folks undren over Guds storhed ved at fortælle om sin egen skæbne.

Der er meget at lære, og meget af det, der skal læres er ikke let stof. Hvorfor skal messias-bekendelse besvares med en profeti om korset? Hvordan kan det være at man kan få livet ved at miste det? Hvorfor er herlighed og fornedrelse så tæt knyttet? Og hvorfor er den mindste iblandt jer den største?

Uha, læringskurven er stejl og måske er krisefasen ved at indtræde. Måske ganske godt opsummeret af v. 45: "men de forstod ikke, hvad han sagde; det var skjult for dem, så de kunne ikke fatte det, og de var bange for at spørge ham om dette ord"