Kongen og hans rige

Søndag d. 1/4: luk. 18,14 - 19,44

Hele afsnittet skal i høj grad læses under overskriften om kongen og hans rige.
Først stilles spørgsmålet: Hvem modtager Guds rige? (18,15-30). En blind anråber Davids søn (Messias-kongetitel) og bliver ført i audiens (18,35-43). En lignelse om kongeværdighed som skal anerkendes og oprørske undersåtter og trofaste tjenere (19,11-27). Kongeindtog i Jerusalem: "velsignet være han, som kommer, Kongen, I herrens navn" (19,28-40). Og endeligt gråden over Jerusalem, den store konges by (19,41-44).

Men Lukas er ikke kun optaget af at beskrive Jesus som konge, han vil også korrigere de falske forståelser af Jesu kongedømme og Messias-identitet. Samtiden troede, at Messias skulle være en politisk leder, der skulle smide Rom på porten, og måske troede disciplene også det.

Måske derfor begynder afsnittet med at tale om hvad det vil sige at tage imod Guds rige. Og svaret overrasker den, som tænker om Jesus som en almindelig konge: Børnene formår at tage imod riget, men den rige voksne og indflydelsesrige rådsherre formår det ikke.
Hans hjerte hænger ved pengene. Og selvom det lyder som om de rige mere eller mindre er afskåret fra riget, så taler Jesus dog om hvad der er muligt for Gud - om miraklet.

Og her får vi så syn for sagen, da en rig, udskældt, offentlig kendt synder (Zakæus, for dem som skulle være i tvivl), i 19,1-10 bliver mødt af Jesus, og miraklet sker med ham: hans liv vendes 180 grader og frelsen kommer til ham.

Beretningen om Zakæus forklarer os noget vigtig om den konge Jesus gerne vil være. For her kommer hans kongedømme stærkt til udtryk: Han leder hjerternes revolution, ikke en opstand mod romerne. Hans herredømme begynder i hjertet og vokser ud fra det, og enhver som vil tage imod ham, må begynde med at give ham sit hjertes hengivelse.

En anden vigtig korrektion af deres misforståelse af Jesu kongedømme, kommer i Jesu tale om sit eget kors i 18,31-34. Sådan vil han at hans rige skal folde sig ud. Men disciplene fatter det ikke.

Lige før beretningen om indtoget i Jerusalem, som jo netop er fredskongens indmarch i kongebyen - en stærk symbolsk handling, kommer lignelsen om de betroede pund. Den er på mange måder underfundig. Den minder om de lignelser om betroede tjenere, som vi ser andre steder, men alligevel er den så anderledes. For det første taler den om en fornem mand, der rejser langt væk for at få sin kongeværdighed anerkendt, men som har en oprørsk befolkning, som ikke vil have ham som konge. Den historie kendte Jesu samtid rigtig godt, den var nemlig kong Herodes'. Den handler også om betroede tjenere, som får ansvar i det nye rige i overensstemmelse med deres loyalitet og ansvarlighed. Hvorfor Jesus vælger at bruge Herodes' historie til at forklare gudsriget med, er lidt af en gåde, men der er ingen tvivl om at Jesus var ekspert i at bruge kendte billeder og motiver til at forklare de dybe hemmeligheder i gudsriget.

Afsnittet slutter med Jesu gråd over Jerusalem. Han græder over den fremtid, der venter Jerusalem, og sigter formentligt til ødelæggelsen i år 70. Og den kommer fordi de afviste deres fredskonge - fordi de ikke kendte deres besøgelsestid.

Farisæer og discipel

Søndag d. 25/3: luk. 16,1-18,14

Denne uges lukas-tekst er ret lang, og det kan i udgangspunktet også være svært at finde den røde tråd. Men der faktisk struktur som går gennem hele stykket: Disciplens tro og handlen vs. farisæerens tro handling.

I kap 16. er to lignelser stillet op overfor hinanden, som begge handler om dom og livet i de evige boliger. I den første kommer disciplens forståelse til syne: det verdslige og materielle kan og skal benyttes med henblik på det evige. I den anden udstilles den pengeglade farisæerens groteske adskillelse af den åndelige og det verdslige. Den rige mand troede at det var ligegyldigt hvordan han brugte sine penge. Han så ingen faretruende sammenhæng mellem hans manglende villighed til at sørge for stakkels Lazarus og hans egen evige skæbne. Og det selvom Gamle testamente så tydeligt taler om det.

En discipel kan ikke opdele sin verden i åndeligt og verdsligt. Det hele kommer ind under discipelskabets og troens sfære.

Samme struktur viser sig i kap. 17, 20-37, hvor Jesus taler om Guds riges komme. farisæerne over disciplene. Jesus vil ikke tale med farisæerne om Guds riges fuldkomne (og synlige) komme, de må først forstå at riget allerede er kommet og acceptere ham som dets bringer. Derimod vil Jesus gerneløfte sløret over disciplene, og fortælle om de dage, der skal komme.
Det er også meget i overensstemmelse med afsnittets samlede tema, at Jesus taler om den, der er på taget, som gerne vil ned i huset og hente sine ting, men som må opgive det, for Menneskesønnens dag er kommet. Lots hustrus hjerte hang ved "tingene i huset" og det gamle liv, og derfor mistede hun livet.

Endeligt er både lignelsen om tolderen og farisæeren (luk. 18, 9-14) og om tjenerens vilkår (17,7-10), som siger noget om disciplens indstilling vs. farisæerens. Disciplen stiller sig ikke an som retfærdig overfor mennesker og som en der har fortjent ære og hæder.

Han/hun vender som den ene ud af de ti spedalske tilbage til den Jesus, som har helbredt og renset, og giver ham al ære.

Lost and found - tabt og fundet

Søndag d. 18/3: luk. 15,1-32

Dette kapitel cirkler med tre lignelser om et tema, som handler om at det tabte bliver fundet - det fortabte frelst: et får, en mønt, en søn.

Men hvorfor tre lignelser om det samme tema? Er det for at hamre en simpel pointe fast med syvtommersøm? Nej, der er nok mere at finde i sammenhængen mellem de tre lignelser.

Vi kan begynde med at spørge: Hvem er det der leder? og Hvem er det der glæder sig med finderen?

I første lignelse er det den opsøgende hyrde, i anden lignelse er det kvinden med lampen og i tredje er det den ventende fader. Er der et mønster der virker bekendt? Ja, det klinger lidt af treenigheden, gør det ikke? Og denne sammenhæng ville Lukas sikkert gerne have os til at se, at hele treenigheden er på færde i indsatsen for at finde og frelse den fortabte. Men kvinden med lampen er nok ikke bare et billede på helligånden. Hun er snarere et billede på kirken, og hendes lampe et billede på helligånden, denne metaforik kender vi fra andre steder i NT.
Altså blev Jesus sendt for at opsøge og frelse den fortabte, men det samme er kirken, og den arbejder ika. helligåndens vejledning.

Og måske er netop at læse de tre lignelser sammen afgørende for at forstå dem hver i sær. Hvorfor venter faderen bare på at den fortabte søn skal vende tilbage? Hvorfor opsøger han ham ikke? Lignelserne sammen giver et billede af Gud som både opsøgende, ledende og ventende.

Fælles for de tre lignelser er glæden over den at den fortabte vender tilbage - der er glæde i himmelen, der er glæde i kirken.

Lignelsen om den fortabte søn kunne kræve et blog-indlæg for sig selv. Der er så mange skønne detaljer og facetter: faderen som bliver krænket, men alligevel er villig til at løbe sin søn i møde. velkomsten, festen, ringen, klædningen, men også den skuffede storebror, som ikke kan rumme hvor radikalt faderen tilgiver.

Alt sammen tegnes der et billede af en Gud med en umådelig kærlighed og en tilgivelse, der rækker ud over al rimelighed.

Den snævre port

Søndag d. 11/3: luk. 13,22 - 14,35

Afsnittet indledes med spørgsmålet: "Herre, er det kun nogle få der bliver frelst?", og Jesus svarer: "kæmp for at komme ind af den snævre port; for jeg siger jer: mange skal stræbe efter at komme ind, men de vil ikke kunne".

Det er tydeligt, at vejen til Jerusalem er blevet indledt - vejen til korset. Og den vej byder på mange hårde udsagn til Jesu efterfølgere. Vi har allerede set det i de foregående kapitler, og dette afsnit er bestemt ingen undtagelse.

Men Jesus svarer ikke af den grund bekræftende på om det kun er nogle få, der bliver frelst.

Han svarer ganske rigtig først (v. 24), at det ikke er alle der vil kunne det, og afsnittet slutter da også med en opfordring til disciplene om at de må finde ud af om de er villige (og i stand?) til at betale hele prisen for at være hans discipel. Kan I bygge tårnet færdigt? Har i råd til at føre "krigen" til ende?

Og disse spørgsmål er vigtige for enhver, der vil være en discipel af Jesus. De handler ikke om at skulle frelse sig selv ved at bringe store ofre, men om det modsatte: Er du villig til at lade det nye liv, som Jesus skænker, gå så hårdt ud over det gamle liv, at du står til helt at miste det, du tidligere værdsatte højt og holdt fast i?

Jesus siger: "Sådan kan ingen være min discipel uden at give afkald på alt sit eget" ALT SIT EGET!

På den anden side besvarer han spørgsmålet om hvor mange der skal frelses ved at fortælle om en masse mennesker, der netop bliver frelst (14,7-24). Sagen er bare den, at det ikke er dem, der regnede med at blive frelst, der blev det. Dem, der satte sig selv øverst ved bordet blev ydmyget og sendt væk. Og dem, som ingen troede var inviteret til festen, løb afsted med hæderspladserne.

Jesus peger her ikke bare på de fattige og udstødte, men også på hedningerne (dem, som kommer fra "øst og vest, fra nord og syd" (13,29)). De skulle blive de overraskende gæster ved den store bryllupsfest, som de oprindeligt inviterede (Jesu eget folk, jøderne) afviste invitationen til.

Det smerter Jesus inderligt, hans ønske var at samle sit eget folk under sine vinger og bringe dem frelsen. Men de ville ikke.

Vil du? Vil du ydmyge dig og gå ind under hans vinger? Vil du lade det koste alt dit eget?

Lev årvågent!

Søndag d. 4/3: luk. 12,13 - 13,21

Dette afsnit indledes med at Jesus siger til en mand, som gerne vil have ham til at hjælpe i en arvesag: "hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?"

Derfor er det lidt sjovt, at det afsnit som indledes netop sætter et stærk fokus på Jesus som dømmer og sætter skel mellem mennesker. Men pointen er nok, at vi skal forstå hvordan Jesus dømmer og deler. Han går ikke ind i arvetvister, men han konfronterer det hjerte, der er optaget af penge: "Vær på vagt over for al griskhed". Så fortæller han en lignelse om en bonde, der bliver rig, men som ikke lever sit liv i lyset af at Gud skal dømme hans liv. En mand som ikke ser, at den vigtigste del af livet finder sted i de evige boliger - en mand, der lever som om der ikke var nogen Gud.

v. 22-32 Som modsætning til billedet at den rige bonde viser Jesus det liv, der som sin forudsætning har Guds omsorg og forsørgelse. Uden bekymringer, ængstelighed og frygt. Gud har besluttet give sin lille folk riget, og derfor er det tid til at slippe det jordiske og investere i det himmelske.

v. 35-48 Temaet omkring det at leve årvågent i stadig bevidsthed om at Jesus en dag vil komme for at dømme ens liv fortsætter i denne beretning om herrens tjenere. Den som gør sit job og holder sig vågen kan leve uden frygt, han kan glæde sig til at herren kommer - for han har lovet en fest med god opvartning. Men den som ikke gør hvad han har fået besked på, og som bliver doven og ligegyldig ift. at herren en dag kommer tilbage, han får en hård skæbne.

Der er en stor alvor her: Den som har fået meget betroet, af ham skal der forlanges meget.

Og det samme tema fortsættes i talen om at tyde tidens tegn og blive forligt på vej til dommeren (v.54-59). Hvis I ved at godt vejr eller uvejr er på vej, så forbereder I jer da! Hvis du ved at din modpart vil kræve en dyr erstatning af dig overfor dommeren, så gør da dit bedste for at blive forligt med ham! Lev dog med den fremtid du er på vej mod for øje! Alt andet ville være vanvid.

I begyndelse af kap. 13 kommer der så en lille afklaring af hvordan Jesu dom ser ud. Er det Guds straf over synder, når der sker onde ting for mennesker? Sådan tænkte mange i samtiden.
Nej, sådan er det ikke, men det onde, der er synligt i ulykken kan udmærket bruges som et billede på den ulykke/dom, der vil ramme alle, som ikke omvender sig. Og alle, der ikke bærer frugt i overensstemmelse med deres bestemmelse.

Guds stærke finger - Helligånden

Søndag d. 26/2: Luk. 11,1 - 12,12

Denne uges tekst begynder med at sætte bønnen på dagsordenen.

Disciplene har iagttaget Jesus bede, og de har hørt at Johannes døbers disciple er blevet undervist i at bede, så nu spørger de Jesus om at lære dem at bede.

Og Jesus gør det på forskellig vis.

Først giver han dem en konkret model fro bønnen i fadervor (11, 2-4), konkrete bønner, så de kunne forstå hvordan de kan tiltale deres himmelske far og hvilke ting der er relevante at lægge frem for ham. Ikke for at låse disciplenes bønsliv inde i nogle faste formuleringer, men for at låse det op ved at gøre det tilgængeligt og praktisk.

Dernæst fortæller han en lignelse om at bede påtrængende (v.5-10) - viser dem en praksis for bønnen, der handler om at banke på i tide og utide i tillid til at bønnen virker.

For det tredje giver han dem en base at stå på i deres bøn i v.11-13: Jeres far er god, og han vil give jer gode gaver. Den som ved det, beder anderledes end den, som tror at faderen ikke er interesseret eller kølig i sin hengivelse.

Lidt interessant er det, at Lukas bringer Helligånden på banen her. Hvad er den gode gave, som Gud fader vil give sine børn? Det er Helligånden. På den måde gør Lukas det også klart, at "konge-bønnen" i en kristens bønsliv er bønnen om Helligånden. For i den modtager vi substansen og kraften i det nye liv. Den overbeviser os om synd, den skaber kirken og lader riget vokse frem i og omkring os.

Og dette tages netop videre ind i beretningen om dæmonen som uddrives, og beskyldningerne om at Jesus uddriver ved hjælp af Beelzebul (v. 14-23). Nej, siger Jesus, det er ved Guds finger. Og hvem anden end Helligånden er det? Helligånden er den stærkere kraft, der overvinder den stærke (Satan), og denne stærkere kraft vil Gud give til den, som vil bede om den.

v. 24-28 Og vi har brug for at helligånden tager bolig i os - den som bare vil have ryddet os i sit liv uden modtage Helligåndens fylde får et slemt endeligt! Måske er der en hilsen til de Jødiske eksorcister, som Jesus netop har omtalt. Driver de bare dæmonen ud uden at kunne give det indhold, som skal holde personen åndeligt i live? Salig er de, som hører Guds ord og bevarer det.

Helligånden ønsker at tage bolig i vort indre, og forvandle vort liv indefra og ud. Når øjet er klart, så er hele legemet i lys (v. 33-36), og den, som vil være en Jesu discipel, kan ikke leve i de ydre gerninger, han/hun må først og fremmest give sit indre som en gave til Gud (v. 37-44).

For det er ikke muligt at holde et indre, der er fuldt af "rovlyst og ondskab" skjult. Det vil komme for en dag. Hvad der hemmeligt hviskes om i krogene vil blive råbt ud fra tagene (12,1-4).

Første erhverspraktik

Søndag d. 12/2: Luk. 9,1-50

Denne uges læsning står under overskriften: erhvervspraktik, disciplene bliver sendt ud for første gang til at uddrive dæmoner og helbrede syge. de skal gå i tro uden en tung oppakning, og de skal stole på at Gud giver dem husly og mulighed for at forkynde evangeliet.

Og når vi nu er i afdelingen for uddannelse af disciple, så fortsætter den efter hjemkomsten fra første mission-tur. For en menneskemængde på 5000 mænd (+ kvinder og børn) stimler sammen, og da de bliver sultne, giver Jesus disciplene følgende termins-opgave: "giv dem noget at spise". Deres besvarelse af den opgave viser ret tydeligt, at der er meget at lære endnu, og det samme gør episoden med uddrivelsen af en dæmon i v. 37-43. For slet ikke at snakke om den umodne debat om at være den største v. 46-48.

Men der er også noget disciplene er begyndt at fatte. Peter bekender at Jesus er Messias, og denne bekendelse markerer faktisk et vendepunkt i hele beretningen om Jesu liv: nu begynder han at forklare disciplene, at han skal lide og dø - og opstå. Og der kommer et nyt aspekt i fortællingen, som igen og igen skal vise sig: korset. Vandringen mod Jerusalem er i gang.

I Jerusalem er der et kors som Jesus skal bære, men der er tilsyneladende også et kors, som disciplene skal bære. I korset mødes den yderste fornedrelse med den største sejr og herlighed, og de to ting kan ikke adskilles.

Det udtrykkes meget tydeligt i den måde som hårde ord om efterfølgelse stilles ret op ad en vidunderlig beretning om åbenbaring af Jesu herlighed på bjerget. På samme måde svarer Jesus i v. 43-44 på folks undren over Guds storhed ved at fortælle om sin egen skæbne.

Der er meget at lære, og meget af det, der skal læres er ikke let stof. Hvorfor skal messias-bekendelse besvares med en profeti om korset? Hvordan kan det være at man kan få livet ved at miste det? Hvorfor er herlighed og fornedrelse så tæt knyttet? Og hvorfor er den mindste iblandt jer den største?

Uha, læringskurven er stejl og måske er krisefasen ved at indtræde. Måske ganske godt opsummeret af v. 45: "men de forstod ikke, hvad han sagde; det var skjult for dem, så de kunne ikke fatte det, og de var bange for at spørge ham om dette ord"

Ude af spotlightet: 4 vidunderlige mirakler

Søndag. d. 5/2, Luk. 8,22-56

I denne uge læser vi om 4 mirakler, der tilsyneladende er knyttet helt tæt sammen, rent tidsligt. De går om bord i båden (hvor stormen stilles) de ankommer til den modsatte bred (hvor den dæmonbesatte befinder sig)), de bliver sendt tilbage, og i den skare der modtager Jesus, befinder sig Jairus (hvis datter ligger for døden). Og på vej hen til hende bliver den gamle kvinde helbredt...

Hvilken dag! Der sker 4 mirakler på den dag, som alle sammen har potentiale til at nå op på "mirakel-hitlisten" (for nu at sige det plat).
Stormen der lægger sig, når Jesus truer af den, og det er i sig selv fuldstændigt spektakulært. Den dæmonbesatte vildmand, fuldstændig ude af kontrol, der befries fra sine plageånder, som farer ud i svin, der alle styrter i søen. Fantastisk! Derefter helbredelsen af kvinden med den kroniske sygdom, Wow! Og endeligt - som kronen på værket - opvækkelsen af Jairus 12-årige datter - en død oprejses!! Vi løber tør for superlativer!

Alle fire historier er dybt rørende og fantastiske, men det slående i det er, at det ikke er mirakler for folket. Det er en lukket gruppe, der er vidner, nemlig disciplene. Og selv der hvor underet sker i en folkeskare, er der ingen forundret respons fra skarene - ingen lovprisning og intet rygte der spreder sig. Hvorfor? Hvorfor skal alle undtagen 3 disciple udelukkes fra at overvære opvækkelsen af pigen?

Fordi vi er kommet til en ny fase af Jesu tjeneste, måske meget godt indledt af Jesu ord i kap. 8,21: "Min mor og mine brødre, det er dem, der hører Guds ord og handler efter det.
I de kommende kapitler (frem til 11,29, hvor skarerne igen undervises i lukas udgave af bjergprædikenen) ophører i Jesu tjeneste ift. skarene næsten helt, og nu fokuseres der på disciplene, og på at oplære og udruste dem.

En enkelt undtagelse kunne ligne at være bespisningen af de 5000 (luk. 9,10-17), men interessant er det, at sammenstimlingen af de 5000 lader til at være utilsigtet, og da alle folkene skal bespises siger Jesus til disciplene: "giv I dem noget at spise". Der er helt tydeligt nu fokus på at disciplene skal tjene.

Denne vidunderlige dag med dens 4 vidunderlige mirakler, er også de store kampes dag. Jesus leder disciplnene ud i en båd, som er ved at gå under, hen til et møde med et absolut "worst case scenario" i forhold til dæmonbesættelse, derfra til en kronisk syg og endelig til en død.

Rummer disse 4 kampe ikke næsten alle de kampe vi kan stå i? Jesus skåner ikke sine disciple fra disse kolossale udfordringer, men tager dem med ind i dem. Og der viser han dem den ene, som magt og vej i disse kampe: Ham selv.

Gode nyheder!

Søndag d. 29/1: luk. 7,1 - 8,21

Denne søndag er der ingen prædiken, men det er jo ingen undskyldning for ikke at læse teksten :-)

"Gå hen og fortæl Johannes, hvad I har set og hørt: Blinde ser, lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører; døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den som ikke forarges på mig."

Det er gode nyheder - til de fattige og marginaliserede! Og det er med kraft og autoritet!
Det er tydeligt, at Jesus er i gang med at opfylde den profeti, han læste op i synagogen i Nazareth (kap. 4, 17-19). Og det meste af dagens afsnit drejer sig om disse gode nyheder, som netop ikke går til bedsteborgerne og den religiøse elite.

• Det er en udlænding, en hedning, hvis tjener bliver helbredt
• Det er en desperat enke, som havde udsigt til absolut social nød, der ser sin eneste søn blive rejst fra de døde.
• Det er en synderinde, der får lov til at komme helt tæt på Jesus, kysse og salve hans fødder, og hun bliver udråbt til forbillede for Farisæren Simon. Og hun får sågar sine synder tilgivet.
• Endeligt står der om kvinderne (!) i Jesu følge. Endnu en marginaliseret gruppe, der tages ind og hører gode nyheder.

Salig er den der ikke forarges over denne fremfærd fra Jesu side.

Johannes er tilsyneladende kommet i tvivl om Jesus virkelig er den han har ventet på. Er Johannes stadig anfægtet over Jesu fremtoning, hans valg om at komme en så "uherlig" skikkelse?

Johannes kæmper tilsyneladende sammen med sin egen generation af jøder med at tage imod den Messias som er kommet.

Men hvem er den gode jord, som vil tage imod ordet?

Change the game!

Søndag d. 22/1: Luk. 6

Hermed nogle reflektioner til at starte ugen op - giv gerne kommentarer:

Luk. 5,33-39 (om den nye vin på nye lædersække) og luk. 6,46-49 (om huset der bygges på klippegrund) danner en god ramme omkring tolkningsarbejdet med Luk. 6.

Der er brug for nye lædersække! Det er ikke muligt at modtage det nye Gud gør uden også at tages et opgør med gamle fejlagtige vaner og overleveringer. Det er tid til en stor og grundlæggende opdatering af hele styresystemet (for at tale computersprog). Der er kommet nye regler for spillet.
Og hvem er der definerer de nye regler? Hvem er det der installerer det nye styresystem? Det er Jesus. Det er hans ord, der udgør klippegrunden, som huset kan bygges og være sikkert på.

Jesus tager et ret markant opgør med den gamle praksis omkring sabbaten. Han omdefinerer hvad den må bruges til. Den nye sabbat skal bruges til at gøre godt og redde liv.

Jesus udvælger (efter en nat i bøn!!) de tolv disciple. Ud over at dette tal sikker var praktisk , så er det svært ikke at se en parallel til Israels tolv stammer. Jesus er i gang med at genrejse gudsfolket, redefinere hvad sand jødedom handler om. Denne tematik griber tilbage til Johannes døbers formaninger.

Sletteprædikenen (v. 20 - 49) indledes med helbredelse og dæmonuddrivelser, der udgår en kraft fra ham. Hos Lukas står ordet sjældent alene, Ånden stadfæster ordet med tegn.

Sletteprædikenen:
Saligprisninger + veråb: verden er vendt på hovedet, den som i verdens øjne havde en uheldige skæbne, bliver nu kaldt salige (Hjertens lykkelige. Måske kan endda ordet "heldig" endda bruges i sammenhængen), og modsat: de rige og mætte skal mødes af ve. Der er kommet nye regler, det er et helt nyt styresystem.

Dernæst en række anvisninger om det nye sindelag - radikale fordringer.
Tænk sig at leve under brutale fjenders undertrykkende besættelse og så få at vide at man skal elske sine fjender. Tænk sig at være fattig og så blive bedt om at leve så generøst. Tænk sig at være jøde, være det folk der har fået givet Guds lov, og blive bedt om at ikke at dømme og fordømme andre.

v. 39 - 42 er lignelser, der drejer sig om få sit syn rettet ind, så man ser klart, før man selv kan blive vejleder for andre. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Rom. 2, v 19-21, hvor Paulus henvender sig til jøderne, og deres selvforståelse ift. resten af folkeslagene:

"du, som tiltror dig selv at være vejleder for blinde, lys for dem i mørke, opdrager for uforstandige og lærer for umyndige, fordi du i loven ejer det fuldkomne udtryk for kundskab og sandhed – du, som belærer andre, du belærer ikke dig selv! Du, som prædiker, at man ikke må stjæle, du stjæler selv!"

Jesus kalder til at forstå den justering (systemopdatering) som man selv har brug for, hvis det skal være muligt at være "de facto" Guds folk, altså det Guds folk der lever i overensstemmelse med sin bestemmelse og formål: at bringe Guds velsignelse til alle folkeslag.

Lignelsen om træet og frugten (v. 43-45)
Jesus er den nye slægt, som den første Adam begyndelsen på et nyt stamtræ (Joh. 15: jeg er vintræet, I er grenene...). Kun den som indpodes på Ham, og nyskabes i Hans billede kan bære de gode frugter. Igen cirkler temaet om behovet for en grundlæggende forvandling.

Så er vi i gang. Glæder mig til at høre din refleksion.

Hans ord har autoritet

Søndag d. 15. januar: Luk. 4,14 - 5,39

Resume:
Jesus kommer til sin hjemby, Nazareth, læser for dem fra Esajas. Først reagerer folk med glæde, dernæst undren og til sidst vrede og forsøg på at slå ham ihjel.
Dernæst en dæmonuddrivelse (som vækker undren over han myndighed og autoritet) og helbredelse af Peters svigermor. Mange syge og dæmonbesatte bliver helbredt.
Peters fiskedræt (hvor Peter efter en fangstløs nat, på Jesu ord fanger en mirakuløs mængde fisk).
Helbredelse af en spedalsk og en lam, hvis venner firer ham ned gennem taget. Påstyr omkring Jesu autoritet til at tilgive synder.
Levi kaldes til discipel, forargelse over at Jesus sidder til bords med syndere.
Slutteligt lignelse om ny vin på nye lædersække.

Hjemme i Nazareth. Luk. 4,14-30
Der er mange ting i spil i denne passage. Spørgsmålet om Jesus' sande far hænger stadig i luften: "er det ikke Josefs søn?". Alle os der har læst de forudgående passager med Jesu dåb, stamtavle og fristelse ved godt at dette ikke bare Josefs søn, nej, det er Guds søn.
Men der er også andre kendte temaer , der dukker op:
Der er en sjov parallel mellem djævelen, der frister Jesus til at kaste sig ud fra templets tinde (4,9-10), og landbyens beboere, der netop vil kaste ham i afgrunden. Denne gang griber englene tilsyneladende beskyttende ind og lader Jesus gå uskadt bort .
Samtidig fortsætter temaet omkring fristelselse: Jesus har opnået berømmelse i de omkringliggende landsbyer, og nu kommer han til sin egen by, som gerne vil se ham gøre et tegn (4,23). Der er en fristelse til at bruge kraften til egen vinding og berømmelse.

Jesus læser en Messias-profeti fra Esajas' bog kap. 61, om Guds salvede, som skal stå frem og den vidunderlige virkelighed, som han skal bringe. Dernæst proklamerer han at det ord er gået i opfyldelse. Først reagerer folk med glæde, men senere vil de slå ham ihjel. Hvorfor?
Der findes nok forskellige muligheder. "Er det Josefs søn" kan enten læses som forargelse over at denne lokale knægt ophøjer sig til Messias, eller også kan det læses som stoltheden over det særlige bysbarn med de store gerninger og nådefulde ord.
I sidste fald skal årsagen til vreden nok findes i Jesu positive fokus på de fremmede folkeslag, og den tvivl han sætter ved om "hans egne" overhovedet vil tage imod riget. De forventede en hævndag over deres fjender, men Jesus taler om Guds nåde som rækker ud til alle - også de fremmede folkeslag. Chokerende.

Ord med autoritetet.
"...og de blev slået af forundring over hans lære, for der var myndighed bag hans ord". (4,31-32)
Således indledes et afsnit, der på mange måder beskæftiger sig med den myndiged og autoritetet, som Jesu ord besidder.

Luk. 4,33-5,28: ord med kraft...
...til at uddrive dæmonerne (4,33-36+41) og til at ødelægge Satans værk.
...til at helbrede de syge (4,38-40) - han truer feberen med sine ord.
...til at ændre mennesker situation, som da Peter fik vendt nattens fiasko til en overvældende fangst (5,1-13). Bemærk, at det er tømreren, der fortæller fiskeren hvordan man fisker...
...til at genoprette menneskers forhold (5,12-13). Spedalske var udstødte og isolerede, sendt bort fra deres familier. Med Jesus ord: "jeg vil, bliv ren" kan de igen vende tilbage til relationer.
...til at tilgive synd og frelse mennesker (5,17-26).
...til at kalde på mennesker (5, 27-28)

Luk. 5,29-39: ord, der bringer forandring
Han bruger tid med syndere og bringer dem til omvendelse. De religøse ledere er forargede.
Men Jesus kommer som en læge med den medicin, der helbreder menneskets dybeste behov, og forudsætningen er at man vil erkende sin sygdom.
Forvandlingen sker i nådens rige, hvor de gamle tanker om fortjeneste og forrang ift. Guds gave ikke kan passe ind. De skriftlærde kan ikke få Jesu måde at handle på (den nye vin) til at passe ind i det gamle system (lovtrældom og fortjenestetænkning), derfor forarges de (vinsækken sprænges).
Man kan ikke blande det gamle med det nye
-

Abrahams sønner - Guds søn - Menneskesøn

Søndag d. 8. januar: Luk. 3,1 - 4,13

Resume:
Guds ord kommer til Johannes døber, som begynder at kalde Jøderne til omvendelse og dåb.
Jesus stiger ned i floden for at blive døbt af Johannes.
Efter dåben kommer Ånden over Jesus, og en stemme lyder fra himmelen: "Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag".
Derefter kommer Jesu stamtavle.
Slutteligt bliver Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at faste og blive fristet af djævelen.

Overordnede temaer:
Der er i dette afsnit et tydeligt fokus på Guds ord, at Gud er en Gud, der taler. Rent grammatisk bliver handlingen flere gange sat i gang af Guds ord: "...Guds ord kom til Johannes" (3,1-2) og "der lød en røst fra himmelen..." (3,21-22). Også alle Jesu svar på djævelens fristelse er fra Guds ord. (4,1-13).

Et andet overordnet tema er det at være søn: Johannes formanede jøderne til at blive "sande sønner af Abraham" (3,7-8), og jøderne lader sig døbe for at omvende sig til sand jødedom (bemærk at den jødiske dåb i samtiden var et ritual man tilbød ikke-jøder, som ønskede at tilslutte sig den jødiske tro). Men ved Jesu dåb bliver han af Gud selv erklæret for at være: "min elskede søn" (3,22). Stamtavlen kredser om samme tema, særligt understreget af afslutningen: "søn af Gud" (3,38)

Et tredje tema er spændningen mellem at være Guds søn og menneskesøn. Jesus ydmyger sig ved at lade sig døbe - stiller sig blandt syndige mennesker, uden at kende til synd.
40 dages faste og fristelsen i ørkenen viser også denne ydmygelse og selvudtømmelse. Djævelen frister Jesus til at gøre brug af sin ret og magt som Guds søn til at gøre sig livet mere behageligt.
Men Jesus svarer med citater fra 5. mosebog (som er bogen rummer opskriften på menneskelivet under Guds vilje og pagt).
Jesus vælger ikke at gøre brug af sine guddommelige prærogativer (de særlige rettigheder og egenskaber, der knytter sig til det, at han er Guds søn), i stedet vælger at udtømme sig selv, og leve som det lydige menneske under Guds vilje. Læs i øvrigt Filipperbrevshymnen (Fil. 2, 6-11) og se hvordan den tidlige kirke sang (regner man med) om den selvudtømmende Guds søn.

Netop Jesu menneskelighed og lydighed er sidste markante tema, som jeg gerne vil trække frem. Jesus er den nye Adam. Han vælger at leve på menneskevilkår, og underkaster sig sin himmelske Faders vilje og lader sig drive at Ånden (4,1). Dermed står han som modsætningen til den første Adam, som gjorde oprør og blev ulydig mod Guds ord.

Bonus:
Lyt til Johannes Thomsens glimrende prædiken om identitet og autoritet udfra beretningen om Jesu dåb her.

Introduktion til Lukas evangeliet

Forfatter, datering og baggrund:
Evangeliet er skrevet af ikke-jøden Lukas, en mand uddannet i datidens græske kultur og læge af profession. Lukas var Paulus' trofaste medhjælper på hans senere missionsrejser.
Bogen er skrevet ca. 60-65 e.Kr. - sandsynligvis i Rom, Efesus eller Kæsarea.

Indhold:
Lukas har i sit evangelium sat sig for omhyggeligt at undersøge det foreliggende øjenvidnemateriale om Jesu liv og død. Han beskriver Jesus som Menneskesønnen, der kom og prædikede »gode nyheder for fattige« (kap. 4,18). Hans evangelium afslører flere steder en dyb omsorg for fattige og folk med forskellige behov. Lukas gengiver små detaljer, som de andre evangelister har udeladt - og han medtager også flere episoder og lignelser, som ikke findes andetsteds.

Budskab:
Mens Mattæus fremhæver Jesus som jødernes Messias, og Markus viser hans mission som Guds Tjener, vil Lukas vise, at Jesus både var Gud og menneske af Adams slægt (kap. 3,23-38), og som sådan placerer Lukas ham som Herre i historiens store sammenhæng.

(fra introduktion til Lukas Evangeliet på Hverdagsdansk fra www.udfordringen.dk)