Lev årvågent!

Søndag d. 4/3: luk. 12,13 - 13,21

Dette afsnit indledes med at Jesus siger til en mand, som gerne vil have ham til at hjælpe i en arvesag: "hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?"

Derfor er det lidt sjovt, at det afsnit som indledes netop sætter et stærk fokus på Jesus som dømmer og sætter skel mellem mennesker. Men pointen er nok, at vi skal forstå hvordan Jesus dømmer og deler. Han går ikke ind i arvetvister, men han konfronterer det hjerte, der er optaget af penge: "Vær på vagt over for al griskhed". Så fortæller han en lignelse om en bonde, der bliver rig, men som ikke lever sit liv i lyset af at Gud skal dømme hans liv. En mand som ikke ser, at den vigtigste del af livet finder sted i de evige boliger - en mand, der lever som om der ikke var nogen Gud.

v. 22-32 Som modsætning til billedet at den rige bonde viser Jesus det liv, der som sin forudsætning har Guds omsorg og forsørgelse. Uden bekymringer, ængstelighed og frygt. Gud har besluttet give sin lille folk riget, og derfor er det tid til at slippe det jordiske og investere i det himmelske.

v. 35-48 Temaet omkring det at leve årvågent i stadig bevidsthed om at Jesus en dag vil komme for at dømme ens liv fortsætter i denne beretning om herrens tjenere. Den som gør sit job og holder sig vågen kan leve uden frygt, han kan glæde sig til at herren kommer - for han har lovet en fest med god opvartning. Men den som ikke gør hvad han har fået besked på, og som bliver doven og ligegyldig ift. at herren en dag kommer tilbage, han får en hård skæbne.

Der er en stor alvor her: Den som har fået meget betroet, af ham skal der forlanges meget.

Og det samme tema fortsættes i talen om at tyde tidens tegn og blive forligt på vej til dommeren (v.54-59). Hvis I ved at godt vejr eller uvejr er på vej, så forbereder I jer da! Hvis du ved at din modpart vil kræve en dyr erstatning af dig overfor dommeren, så gør da dit bedste for at blive forligt med ham! Lev dog med den fremtid du er på vej mod for øje! Alt andet ville være vanvid.

I begyndelse af kap. 13 kommer der så en lille afklaring af hvordan Jesu dom ser ud. Er det Guds straf over synder, når der sker onde ting for mennesker? Sådan tænkte mange i samtiden.
Nej, sådan er det ikke, men det onde, der er synligt i ulykken kan udmærket bruges som et billede på den ulykke/dom, der vil ramme alle, som ikke omvender sig. Og alle, der ikke bærer frugt i overensstemmelse med deres bestemmelse.

Guds stærke finger - Helligånden

Søndag d. 26/2: Luk. 11,1 - 12,12

Denne uges tekst begynder med at sætte bønnen på dagsordenen.

Disciplene har iagttaget Jesus bede, og de har hørt at Johannes døbers disciple er blevet undervist i at bede, så nu spørger de Jesus om at lære dem at bede.

Og Jesus gør det på forskellig vis.

Først giver han dem en konkret model fro bønnen i fadervor (11, 2-4), konkrete bønner, så de kunne forstå hvordan de kan tiltale deres himmelske far og hvilke ting der er relevante at lægge frem for ham. Ikke for at låse disciplenes bønsliv inde i nogle faste formuleringer, men for at låse det op ved at gøre det tilgængeligt og praktisk.

Dernæst fortæller han en lignelse om at bede påtrængende (v.5-10) - viser dem en praksis for bønnen, der handler om at banke på i tide og utide i tillid til at bønnen virker.

For det tredje giver han dem en base at stå på i deres bøn i v.11-13: Jeres far er god, og han vil give jer gode gaver. Den som ved det, beder anderledes end den, som tror at faderen ikke er interesseret eller kølig i sin hengivelse.

Lidt interessant er det, at Lukas bringer Helligånden på banen her. Hvad er den gode gave, som Gud fader vil give sine børn? Det er Helligånden. På den måde gør Lukas det også klart, at "konge-bønnen" i en kristens bønsliv er bønnen om Helligånden. For i den modtager vi substansen og kraften i det nye liv. Den overbeviser os om synd, den skaber kirken og lader riget vokse frem i og omkring os.

Og dette tages netop videre ind i beretningen om dæmonen som uddrives, og beskyldningerne om at Jesus uddriver ved hjælp af Beelzebul (v. 14-23). Nej, siger Jesus, det er ved Guds finger. Og hvem anden end Helligånden er det? Helligånden er den stærkere kraft, der overvinder den stærke (Satan), og denne stærkere kraft vil Gud give til den, som vil bede om den.

v. 24-28 Og vi har brug for at helligånden tager bolig i os - den som bare vil have ryddet os i sit liv uden modtage Helligåndens fylde får et slemt endeligt! Måske er der en hilsen til de Jødiske eksorcister, som Jesus netop har omtalt. Driver de bare dæmonen ud uden at kunne give det indhold, som skal holde personen åndeligt i live? Salig er de, som hører Guds ord og bevarer det.

Helligånden ønsker at tage bolig i vort indre, og forvandle vort liv indefra og ud. Når øjet er klart, så er hele legemet i lys (v. 33-36), og den, som vil være en Jesu discipel, kan ikke leve i de ydre gerninger, han/hun må først og fremmest give sit indre som en gave til Gud (v. 37-44).

For det er ikke muligt at holde et indre, der er fuldt af "rovlyst og ondskab" skjult. Det vil komme for en dag. Hvad der hemmeligt hviskes om i krogene vil blive råbt ud fra tagene (12,1-4).

Første erhverspraktik

Søndag d. 12/2: Luk. 9,1-50

Denne uges læsning står under overskriften: erhvervspraktik, disciplene bliver sendt ud for første gang til at uddrive dæmoner og helbrede syge. de skal gå i tro uden en tung oppakning, og de skal stole på at Gud giver dem husly og mulighed for at forkynde evangeliet.

Og når vi nu er i afdelingen for uddannelse af disciple, så fortsætter den efter hjemkomsten fra første mission-tur. For en menneskemængde på 5000 mænd (+ kvinder og børn) stimler sammen, og da de bliver sultne, giver Jesus disciplene følgende termins-opgave: "giv dem noget at spise". Deres besvarelse af den opgave viser ret tydeligt, at der er meget at lære endnu, og det samme gør episoden med uddrivelsen af en dæmon i v. 37-43. For slet ikke at snakke om den umodne debat om at være den største v. 46-48.

Men der er også noget disciplene er begyndt at fatte. Peter bekender at Jesus er Messias, og denne bekendelse markerer faktisk et vendepunkt i hele beretningen om Jesu liv: nu begynder han at forklare disciplene, at han skal lide og dø - og opstå. Og der kommer et nyt aspekt i fortællingen, som igen og igen skal vise sig: korset. Vandringen mod Jerusalem er i gang.

I Jerusalem er der et kors som Jesus skal bære, men der er tilsyneladende også et kors, som disciplene skal bære. I korset mødes den yderste fornedrelse med den største sejr og herlighed, og de to ting kan ikke adskilles.

Det udtrykkes meget tydeligt i den måde som hårde ord om efterfølgelse stilles ret op ad en vidunderlig beretning om åbenbaring af Jesu herlighed på bjerget. På samme måde svarer Jesus i v. 43-44 på folks undren over Guds storhed ved at fortælle om sin egen skæbne.

Der er meget at lære, og meget af det, der skal læres er ikke let stof. Hvorfor skal messias-bekendelse besvares med en profeti om korset? Hvordan kan det være at man kan få livet ved at miste det? Hvorfor er herlighed og fornedrelse så tæt knyttet? Og hvorfor er den mindste iblandt jer den største?

Uha, læringskurven er stejl og måske er krisefasen ved at indtræde. Måske ganske godt opsummeret af v. 45: "men de forstod ikke, hvad han sagde; det var skjult for dem, så de kunne ikke fatte det, og de var bange for at spørge ham om dette ord"

Ude af spotlightet: 4 vidunderlige mirakler

Søndag. d. 5/2, Luk. 8,22-56

I denne uge læser vi om 4 mirakler, der tilsyneladende er knyttet helt tæt sammen, rent tidsligt. De går om bord i båden (hvor stormen stilles) de ankommer til den modsatte bred (hvor den dæmonbesatte befinder sig)), de bliver sendt tilbage, og i den skare der modtager Jesus, befinder sig Jairus (hvis datter ligger for døden). Og på vej hen til hende bliver den gamle kvinde helbredt...

Hvilken dag! Der sker 4 mirakler på den dag, som alle sammen har potentiale til at nå op på "mirakel-hitlisten" (for nu at sige det plat).
Stormen der lægger sig, når Jesus truer af den, og det er i sig selv fuldstændigt spektakulært. Den dæmonbesatte vildmand, fuldstændig ude af kontrol, der befries fra sine plageånder, som farer ud i svin, der alle styrter i søen. Fantastisk! Derefter helbredelsen af kvinden med den kroniske sygdom, Wow! Og endeligt - som kronen på værket - opvækkelsen af Jairus 12-årige datter - en død oprejses!! Vi løber tør for superlativer!

Alle fire historier er dybt rørende og fantastiske, men det slående i det er, at det ikke er mirakler for folket. Det er en lukket gruppe, der er vidner, nemlig disciplene. Og selv der hvor underet sker i en folkeskare, er der ingen forundret respons fra skarene - ingen lovprisning og intet rygte der spreder sig. Hvorfor? Hvorfor skal alle undtagen 3 disciple udelukkes fra at overvære opvækkelsen af pigen?

Fordi vi er kommet til en ny fase af Jesu tjeneste, måske meget godt indledt af Jesu ord i kap. 8,21: "Min mor og mine brødre, det er dem, der hører Guds ord og handler efter det.
I de kommende kapitler (frem til 11,29, hvor skarerne igen undervises i lukas udgave af bjergprædikenen) ophører i Jesu tjeneste ift. skarene næsten helt, og nu fokuseres der på disciplene, og på at oplære og udruste dem.

En enkelt undtagelse kunne ligne at være bespisningen af de 5000 (luk. 9,10-17), men interessant er det, at sammenstimlingen af de 5000 lader til at være utilsigtet, og da alle folkene skal bespises siger Jesus til disciplene: "giv I dem noget at spise". Der er helt tydeligt nu fokus på at disciplene skal tjene.

Denne vidunderlige dag med dens 4 vidunderlige mirakler, er også de store kampes dag. Jesus leder disciplnene ud i en båd, som er ved at gå under, hen til et møde med et absolut "worst case scenario" i forhold til dæmonbesættelse, derfra til en kronisk syg og endelig til en død.

Rummer disse 4 kampe ikke næsten alle de kampe vi kan stå i? Jesus skåner ikke sine disciple fra disse kolossale udfordringer, men tager dem med ind i dem. Og der viser han dem den ene, som magt og vej i disse kampe: Ham selv.