Kongen og hans rige

Søndag d. 1/4: luk. 18,14 - 19,44

Hele afsnittet skal i høj grad læses under overskriften om kongen og hans rige.
Først stilles spørgsmålet: Hvem modtager Guds rige? (18,15-30). En blind anråber Davids søn (Messias-kongetitel) og bliver ført i audiens (18,35-43). En lignelse om kongeværdighed som skal anerkendes og oprørske undersåtter og trofaste tjenere (19,11-27). Kongeindtog i Jerusalem: "velsignet være han, som kommer, Kongen, I herrens navn" (19,28-40). Og endeligt gråden over Jerusalem, den store konges by (19,41-44).

Men Lukas er ikke kun optaget af at beskrive Jesus som konge, han vil også korrigere de falske forståelser af Jesu kongedømme og Messias-identitet. Samtiden troede, at Messias skulle være en politisk leder, der skulle smide Rom på porten, og måske troede disciplene også det.

Måske derfor begynder afsnittet med at tale om hvad det vil sige at tage imod Guds rige. Og svaret overrasker den, som tænker om Jesus som en almindelig konge: Børnene formår at tage imod riget, men den rige voksne og indflydelsesrige rådsherre formår det ikke.
Hans hjerte hænger ved pengene. Og selvom det lyder som om de rige mere eller mindre er afskåret fra riget, så taler Jesus dog om hvad der er muligt for Gud - om miraklet.

Og her får vi så syn for sagen, da en rig, udskældt, offentlig kendt synder (Zakæus, for dem som skulle være i tvivl), i 19,1-10 bliver mødt af Jesus, og miraklet sker med ham: hans liv vendes 180 grader og frelsen kommer til ham.

Beretningen om Zakæus forklarer os noget vigtig om den konge Jesus gerne vil være. For her kommer hans kongedømme stærkt til udtryk: Han leder hjerternes revolution, ikke en opstand mod romerne. Hans herredømme begynder i hjertet og vokser ud fra det, og enhver som vil tage imod ham, må begynde med at give ham sit hjertes hengivelse.

En anden vigtig korrektion af deres misforståelse af Jesu kongedømme, kommer i Jesu tale om sit eget kors i 18,31-34. Sådan vil han at hans rige skal folde sig ud. Men disciplene fatter det ikke.

Lige før beretningen om indtoget i Jerusalem, som jo netop er fredskongens indmarch i kongebyen - en stærk symbolsk handling, kommer lignelsen om de betroede pund. Den er på mange måder underfundig. Den minder om de lignelser om betroede tjenere, som vi ser andre steder, men alligevel er den så anderledes. For det første taler den om en fornem mand, der rejser langt væk for at få sin kongeværdighed anerkendt, men som har en oprørsk befolkning, som ikke vil have ham som konge. Den historie kendte Jesu samtid rigtig godt, den var nemlig kong Herodes'. Den handler også om betroede tjenere, som får ansvar i det nye rige i overensstemmelse med deres loyalitet og ansvarlighed. Hvorfor Jesus vælger at bruge Herodes' historie til at forklare gudsriget med, er lidt af en gåde, men der er ingen tvivl om at Jesus var ekspert i at bruge kendte billeder og motiver til at forklare de dybe hemmeligheder i gudsriget.

Afsnittet slutter med Jesu gråd over Jerusalem. Han græder over den fremtid, der venter Jerusalem, og sigter formentligt til ødelæggelsen i år 70. Og den kommer fordi de afviste deres fredskonge - fordi de ikke kendte deres besøgelsestid.

Farisæer og discipel

Søndag d. 25/3: luk. 16,1-18,14

Denne uges lukas-tekst er ret lang, og det kan i udgangspunktet også være svært at finde den røde tråd. Men der faktisk struktur som går gennem hele stykket: Disciplens tro og handlen vs. farisæerens tro handling.

I kap 16. er to lignelser stillet op overfor hinanden, som begge handler om dom og livet i de evige boliger. I den første kommer disciplens forståelse til syne: det verdslige og materielle kan og skal benyttes med henblik på det evige. I den anden udstilles den pengeglade farisæerens groteske adskillelse af den åndelige og det verdslige. Den rige mand troede at det var ligegyldigt hvordan han brugte sine penge. Han så ingen faretruende sammenhæng mellem hans manglende villighed til at sørge for stakkels Lazarus og hans egen evige skæbne. Og det selvom Gamle testamente så tydeligt taler om det.

En discipel kan ikke opdele sin verden i åndeligt og verdsligt. Det hele kommer ind under discipelskabets og troens sfære.

Samme struktur viser sig i kap. 17, 20-37, hvor Jesus taler om Guds riges komme. farisæerne over disciplene. Jesus vil ikke tale med farisæerne om Guds riges fuldkomne (og synlige) komme, de må først forstå at riget allerede er kommet og acceptere ham som dets bringer. Derimod vil Jesus gerneløfte sløret over disciplene, og fortælle om de dage, der skal komme.
Det er også meget i overensstemmelse med afsnittets samlede tema, at Jesus taler om den, der er på taget, som gerne vil ned i huset og hente sine ting, men som må opgive det, for Menneskesønnens dag er kommet. Lots hustrus hjerte hang ved "tingene i huset" og det gamle liv, og derfor mistede hun livet.

Endeligt er både lignelsen om tolderen og farisæeren (luk. 18, 9-14) og om tjenerens vilkår (17,7-10), som siger noget om disciplens indstilling vs. farisæerens. Disciplen stiller sig ikke an som retfærdig overfor mennesker og som en der har fortjent ære og hæder.

Han/hun vender som den ene ud af de ti spedalske tilbage til den Jesus, som har helbredt og renset, og giver ham al ære.

Lost and found - tabt og fundet

Søndag d. 18/3: luk. 15,1-32

Dette kapitel cirkler med tre lignelser om et tema, som handler om at det tabte bliver fundet - det fortabte frelst: et får, en mønt, en søn.

Men hvorfor tre lignelser om det samme tema? Er det for at hamre en simpel pointe fast med syvtommersøm? Nej, der er nok mere at finde i sammenhængen mellem de tre lignelser.

Vi kan begynde med at spørge: Hvem er det der leder? og Hvem er det der glæder sig med finderen?

I første lignelse er det den opsøgende hyrde, i anden lignelse er det kvinden med lampen og i tredje er det den ventende fader. Er der et mønster der virker bekendt? Ja, det klinger lidt af treenigheden, gør det ikke? Og denne sammenhæng ville Lukas sikkert gerne have os til at se, at hele treenigheden er på færde i indsatsen for at finde og frelse den fortabte. Men kvinden med lampen er nok ikke bare et billede på helligånden. Hun er snarere et billede på kirken, og hendes lampe et billede på helligånden, denne metaforik kender vi fra andre steder i NT.
Altså blev Jesus sendt for at opsøge og frelse den fortabte, men det samme er kirken, og den arbejder ika. helligåndens vejledning.

Og måske er netop at læse de tre lignelser sammen afgørende for at forstå dem hver i sær. Hvorfor venter faderen bare på at den fortabte søn skal vende tilbage? Hvorfor opsøger han ham ikke? Lignelserne sammen giver et billede af Gud som både opsøgende, ledende og ventende.

Fælles for de tre lignelser er glæden over den at den fortabte vender tilbage - der er glæde i himmelen, der er glæde i kirken.

Lignelsen om den fortabte søn kunne kræve et blog-indlæg for sig selv. Der er så mange skønne detaljer og facetter: faderen som bliver krænket, men alligevel er villig til at løbe sin søn i møde. velkomsten, festen, ringen, klædningen, men også den skuffede storebror, som ikke kan rumme hvor radikalt faderen tilgiver.

Alt sammen tegnes der et billede af en Gud med en umådelig kærlighed og en tilgivelse, der rækker ud over al rimelighed.

Den snævre port

Søndag d. 11/3: luk. 13,22 - 14,35

Afsnittet indledes med spørgsmålet: "Herre, er det kun nogle få der bliver frelst?", og Jesus svarer: "kæmp for at komme ind af den snævre port; for jeg siger jer: mange skal stræbe efter at komme ind, men de vil ikke kunne".

Det er tydeligt, at vejen til Jerusalem er blevet indledt - vejen til korset. Og den vej byder på mange hårde udsagn til Jesu efterfølgere. Vi har allerede set det i de foregående kapitler, og dette afsnit er bestemt ingen undtagelse.

Men Jesus svarer ikke af den grund bekræftende på om det kun er nogle få, der bliver frelst.

Han svarer ganske rigtig først (v. 24), at det ikke er alle der vil kunne det, og afsnittet slutter da også med en opfordring til disciplene om at de må finde ud af om de er villige (og i stand?) til at betale hele prisen for at være hans discipel. Kan I bygge tårnet færdigt? Har i råd til at føre "krigen" til ende?

Og disse spørgsmål er vigtige for enhver, der vil være en discipel af Jesus. De handler ikke om at skulle frelse sig selv ved at bringe store ofre, men om det modsatte: Er du villig til at lade det nye liv, som Jesus skænker, gå så hårdt ud over det gamle liv, at du står til helt at miste det, du tidligere værdsatte højt og holdt fast i?

Jesus siger: "Sådan kan ingen være min discipel uden at give afkald på alt sit eget" ALT SIT EGET!

På den anden side besvarer han spørgsmålet om hvor mange der skal frelses ved at fortælle om en masse mennesker, der netop bliver frelst (14,7-24). Sagen er bare den, at det ikke er dem, der regnede med at blive frelst, der blev det. Dem, der satte sig selv øverst ved bordet blev ydmyget og sendt væk. Og dem, som ingen troede var inviteret til festen, løb afsted med hæderspladserne.

Jesus peger her ikke bare på de fattige og udstødte, men også på hedningerne (dem, som kommer fra "øst og vest, fra nord og syd" (13,29)). De skulle blive de overraskende gæster ved den store bryllupsfest, som de oprindeligt inviterede (Jesu eget folk, jøderne) afviste invitationen til.

Det smerter Jesus inderligt, hans ønske var at samle sit eget folk under sine vinger og bringe dem frelsen. Men de ville ikke.

Vil du? Vil du ydmyge dig og gå ind under hans vinger? Vil du lade det koste alt dit eget?